Endelig - Audi RS 4 Avant på vej
» Billedgalleri - Endelig - Audi RS 4 Avant på vej
Af Christian Friis Johansen, Luxury Aficionados.
Alle der har bare en smule interesse i biler vil give Audi RS 4 Avant et anerkendende nik når de ser den på gaden. Den forholdsvis anonyme familiebil (for de ikke indviede) kan diskret snige sig rundt i bybilledet, for så pludseligt at lade sine superbilskræfter eksplodere i et sandt inferno af buldrende lyd og imponerende præstationer. Den moderne klassiker fra Audi får comeback i form af tredje generation RS 4 Avant.
Audi RS 4 Avant er udstyret med den samme V8-sugemotor, som også ligger i RS 5 Coupé. Med en slagvolumen på 4163 cm3 leverer den 450 hk ved 8.250 o./min., og dens maksimale drejningsmoment på 430 Nm er til rådighed fra 4.000-6.000 o./min. RS 4 Avant klarer 0-100 km/h på 4,7 sek., mens tophastigheden er begrænset til 250 km/h (280 km/h som ekstraudstyr). Den effektive 7-trins S tronic-dobbeltkoblingsgearkasse skifter lynhurtigt automatisk op gennem gearene eller lader føreren betjene den manuelt med gearvælgeren eller med skiftekontakterne ved rattet. Hvis føreren ønsker en ekstra dynamisk start, kan han aktivere Launch Control – systemet styrer så aktiveringen af koblingen med optimalt igangsætningsomdrejningstal og minimalt hjulspind.
De danske priser er endnu ikke fastsat.
Afdækningen i kombiinstrumentet imponerer med sit klaverlaklook, og gearknoppen til den 7-trins S tronic er udført i et RS-specifikt design, og pedalerne, fodstøtten, luftdyserne, skiftekontakterne ved rattet, MMI-knapperne og andre betjeningselementer er udført i smukt aluminiumslook. Panellisterne har indlæg af aluminium, og RS 4-logoer giver et særligt præg.