The Dinner Party - gourmet og netværk på højt niveau

Af Euroinvestor.dk , 15. jul 2009
» Billedgalleri - The Dinner Party - gourmet og netværk på højt niveau

Fænomenet "at netværke" lever i allerbedste velgående og på vidt forskellige niveauer - og med forskellige ambitioner. I Danmark har vi mange muligheder. Vi tog med til et arrangement og testede konceptet.

     
Tekst: Nicolai Klingenberg

Klokken er lidt i 19. Det er lørdag og sidst i juni. Scenen er sat på Østerbro, hvor Morten Beck Køsters restaurant- No 1- skal danne rammen om The Dinner Party III- My French Connection. Hensigten er ganske ligetil- at møde folk med forskellig baggrund og alder samt lysten til at knytte relationer på forretningsmæssigt eller personligt plan. Samlingspunktet er hver gang en finere restaurant, hvor en særlig menu er strikket sammen til aftenens gæster, og prisen er altid fornuftig. "Da jeg tog initiativ til det første arrangement, var krisen allestedsnærværende, men vi strikkede en god pris sammen, og så kom folk ud af hullerne. Og selvom krisen så småt er på retur, har vi holdt fast i den gode pris- uanset hvor vi er".





Chambre separée
Tilbage på Århusgade nummer 1. Godt tre håndfulde gæster står samlet i det private lokale chambre séparée, hvor middagen finder sted. Et par flasker Champagne Brut Rosé fra Moët et Chandon bliver poppet på elegant vis, og glassene sendes rundt efterfulgt af fine fade med hjemmelavede kanapéer af den herligste slags. Der skåles og trykkes hænder, og hver gæst giver en kort introduktion til sig selv. Selvom det er tredje gang, arrangementet løber af stablen, er der stadig nytilkomne- og interessen er støt stigende. "I og med der bliver valgt et nyt sted hver gang, er det altid en ny oplevelse, både hvad angår omgivelser, spise og deltagere, og jeg vil tro, at over halvdelen har været med mere end en gang", forklarer Brask Thomsen. Indtil denne aften er det Hotel Skt. Petri og Custom House, der har lagt lokaler til arrangementet, og den fjerde og kommende august-restauration er på plads- men forbliver hemmelig lidt tid endnu. "Vi kører med en hemmelig gæsteliste- dels for at overraske og dels for at værne lidt om pladserne. De folk, der vil deltage, skal gøre det af interesse og ikke på grund af de andre deltagere, men man er altid velkommen til at medbringe en gæst", lover arrangøren.





Valgfri afslutning
I løbet af aftenen er det muligt at skifte plads på ganske uformel vis- og uden relation til hverken stoledans eller lignende. Hele arrangementet varer nemt fem timer, men her stopper festlighederne ikke- enten fortsætter det glade selskab ud i nattelivet eller bliver på selve stedet alt afhængigt af lyst og temperament, og er man mere til et farvel og tak for i aften, er det naturligvis også tilladt. I dette tilfælde tog størstedelen videre og fornøjede sig på diverse københavnske beværtninger- det er trods alt vigtigt at få rørt bentøjet efter en storslået middag i godt selskab, og således kan denne aften såvel som de tidligere kun beskrives.














Vil du med, når det går løs næste gang, så skriv til socialconnector@gmail.com, eller søg på "Copenhagen Connaisseurs" på Facebook for nærmere information.














Menu og vine
På den skønne juniaften havde Morten Bech Køster og hans team kreeret en femretters middag, som indeholdt følgende:





Gazpacho med sorbet af basilikum og tomater.
2007 riesling, Martin Arndorfer, Strasser Weinberge, Østrig.
-
Rødtungefilet a la Meuniere med haricots verts, skalotteløg, sorte trøfler og chardonnay-vinaigrette.
2006 Macon Villages, Jean-Pierre Teissèdre, Bourgogne, Frankrig.
-
Pocheret æg med svampe a la Soubise, hvide asparges, syltede morkler og sauce béarnaise.
2007 pinot noir, Domaine Bernard Moreau et Fils, Bourgogne, Frankrig.
-
Dansk kalv med skvalderkål, ragout af kalvelår, grov pomme purée, karotter og løvstikke.
2006 Cornas "Granit 30", Domaine Vincent Paris, Rhône, Frankrig.
-
Jordbær, blåbær og brombær a la Romanoff.
2007 Torbreck "The Bothie", David Powell, Barossa, Australien.
-
Kaffe/te med petitfours og en avec efter individuelt ønske.


Lifestyle Gallerier

SenesteMest seteAlle
 
Version: LiveBranchBuild_20100824.3 - EUROSRV19 - 2010-09-03 04:29:54 - 2010-09-03 04:29:54 - 101 - Website: OKAY