Silent business
» Billedgalleri - Silent business
Bayerische Motoren Werke AG har altid været kendt for nogle fænomenale motorer, og det er tydeligt, at man nu for alvor fokuserer på at skabe motorer, der er så brændstoføkonomiske, at elbilerne får kamp til stregen. Seneste skud på stammen er en toliters benzinmotor med imponerende 184 hestekræfter og et pænt drejningsmoment på 270 Nm. Men kan den lille sag i motorrummet overhovedet magte at skubbe rundt på en 1.685 kilo tung sag? Svaret er overraskende ”JA, bestemt”, og den nye motor er så lydløs, at man faktisk godt kunne forveksle lydbilledet med det fra en traditionel rækkesekser. Kun når bilen presses ved overhalinger under motorvejskørsel, kan lyden antage lidt anstrengende toner, og lige i den situation savner man lidt mere punch i handsken.
Testbilen løber med udstyr op i knap 900.000 kroner. Det er selvfølgelig rigtig mange penge, og i det prisleje findes der selvfølgelig sjovere biler, men ingeniørerne i München er nok heller ikke gået efter at konstruere en sjov bil med BMW 520i – det er serious business, det her – og bilen får vores blåstempling!
Af Christian Friis Johansen, Luxury Aficionados
Bilen er overraskende kvik på de korte sprint, og sættes bilen i ’Sport’, glemmer man faktisk, at det er en stor bil, man kører i. Speederrespons kommer prompte, og den automatiske syvtrins-gearkasse skifter hurtigt og præcist. BMW har skabt en bil, som matcher den typiske forretningsmands behov perfekt. Den er kvik og letkørt i byen, og på motorvejen cruiser den ubesværet og meget lydløst af sted med meget lave omdrejninger.
Interiøret er det sædvanlige BMW’ske, som kun ændres marginalt fra model til model, og selvom det er mange år siden, man har kørt BMW, så vil man hurtigt finde de vigtigste funktioner og føle sig hjemme igen.